Uligheden i formuer på tværs af euroområdet var næsten tilbage på niveauet fra 2010 i 2023, men var fortsat højere end før statsgældskrisen i seks af de hårdest ramte lande, ifølge en analyse offentliggjort af tre økonomer fra Den Europæiske Centralbank den 11. november 2026.
Danilo Bianco, Jiri Slacalek og Oreste Tristani brugte data fra Eurosystemets undersøgelse af husholdningernes økonomi og forbrug. Gini-koefficienten for nettoformuer i euroområdet steg fra 68,2 i 2010 til 69,7 i 2014 og faldt derefter til 68,5 i 2023. En højere Gini-koefficient angiver større ulighed.
At det samlede mål nærmede sig niveauet fra 2010, betød ikke, at alle dele af formuefordelingen var tilbage på deres tidligere niveau. De rigeste 10 % af husholdningerne ejede 50,8 % af nettoformuerne i 2010, 52,6 % i 2014 og 51,8 % i 2023. Den nederste halvdel ejede 6,0 % i 2010 og 6,2 % i 2023. En husholdning ved 90-percentilen havde fem gange så stor nettoformue som medianhusholdningen i både 2014 og 2023 mod 4,7 gange i 2010.
Uensartede følger på tværs af lande
Økonomerne peger på faldende boligpriser som den vigtigste årsag til den stigende ulighed fra 2010 til 2014. Husholdninger, der havde lånt penge til at købe bolig, oplevede, at ejendomsværdierne faldt, mens deres gæld forblev uændret. De likvide opsparinger faldt også, især blandt husholdninger med mindre formue. Aktiekurserne rettede sig derimod relativt hurtigt; aktier var for det meste ejet af mere velhavende husholdninger.
Nedturen ramte hele euroområdet, men virkningen var kraftigere i Cypern, Spanien, Grækenland, Irland, Italien og Portugal. I disse lande fortsatte Gini-koefficienten med at stige frem til 2021 og lå i 2023 fortsat over niveauerne fra 2010 og 2014. I de øvrige eurolande lå den 2,1 procentpoint under niveauet fra 2010 i 2023.
Forfatterne peger på, at det tog lang tid for fattigere husholdninger i de hårdest ramte lande at genopbygge deres opsparing, og at boligejerskabet faldt, især blandt yngre husholdninger. Da boligpriserne rettede sig, var der færre husholdninger i disse lande, som ejede boliger og kunne få gavn af stigningen. Ifølge analysen var uligheden i den gruppe, der var hårdest ramt af krisen, stort set stabil efter 2014.
På tværs af euroområdet nærmede uligheden sig niveauet fra før krisen under opsvinget fra 2014 til 2017 og forblev stabil under COVID-pandemien. Økonomerne tilskriver det sidste blandt andet offentlig støtte til sårbare husholdninger.
De beskriver også modsatrettede virkninger af inflationsstigningen fra 2021 til 2023. De højere leveomkostninger fik fattigere husholdninger til at trække på opsparingen, mens inflationen sænkede den reale værdi af aktiver som bankindskud, aktier og boliger. Den sænkede også gældens reale værdi, hvilket kom mere forgældede husholdninger til gode. Forfatterne siger, at denne virkning sammen med målrettede finanspolitiske tiltag var med til at begrænse stigningen i uligheden.
Information til støtte for din forskning. Ikke personlig investering, skat eller juridisk rådgivning. Risiko & ansvarsfraskrivelse
